CO10-fondspuljen er en del af Den Statslige Kompetencefond og er målrettet ansatte, der er omfattet af en CO10-overenskomst under CFU-fællesoverenskomsten.
Du kan søge om støtte til deltagergebyr, undervisningsmaterialer samt transport og ophold i forbindelse med din kompetenceudvikling. Bemærk, at der kan søges op til 30.000 kroner pr. kalenderår pr. ansøger, eksklusive moms.
For at være klar til at ansøge, anbefales det at:
afklare dine behov: Identificer relevante kompetenceudviklingsaktiviteter, der understøtter dine karrieremål.
indhente ledergodkendelse: Din leder skal godkende din ansøgning, før den kan indsendes.
Husk, at ansøgninger først betragtes som indsendt, når de er ledergodkendte.
Sagsbehandlingstiden kan være op til 2 måneder fra puljens lukning.
Nyt fondssystem
Den Statslige Kompetencefond har taget et nyt fondssystem i brug. Her logger medarbejdere og ledere ind med MitID. Systemet giver mulighed for at oprette ansøgninger, følge sagsbehandlingen og få overblik over kompetenceudviklingsforløb.
Det kan du søge støtte til
Puljen har en såkaldt positivliste, det vil sige en liste over uddannelsesaktiviteter, der på forhånd er vurderet støtteberettigede.
Det er dog også muligt at søge støtte til aktiviteter, der ikke står på positivlisten, hvis aktiviteten overholder de generelle regler for støtte. Derefter vil overenskomstparterne tage stilling til ansøgningen.
Du kan blandt andet søge til:
Akademimodul(er)
Diplommodul(er)
Mastermodul(er)
AMU-kurser (ej lovpligtige)
Fagspecifikke kurser
Realkompetencevurdering (RKV-/IKV-forløb)
Efteruddannelseskurser på uddannelsesinstitutioner, som også gennemfører akademi-, diplom- og masteruddannelser.
Moduler, som udbydes som enkeltfag på tompladsordning på bachelor- og kandidatuddannelser
Førleder- og lederuddannelse
Karriereafklaringskurser
Studieforberedende kurser
Positivlisten omfatter også individuelle, supplerende aktiviteter og kurser, som har fokus på digitalisering og IT.
For yderligere information og vejledning kan du besøge CO10-fondspuljens side på Den Statslige Kompetencefonds hjemmeside
CO10-puljen støtter ikke
konferencer. Der kan dog i særlige tilfælde dispenseres herfor af parterne bag fonden.
grundlæggende kompetenceudviklingsaktiviteter vedrørende GDPR.
studieture.
kompetenceudviklingsaktiviteter, som udbydes af den institution, som ansøger er ansat ved, medmindre kompetenceudviklingsaktiviteten alene udbydes af den pågældende institution, eller at valget af anden uddannelsesinstitution vil være forbundet med uforholdsmæssige vanskeligheder, herunder væsentlige ekstraomkostninger.
aktiviteter, der alene udbydes for arbejdspladsens egne medarbejdere, og som dermed ikke er tilgængelige for andre deltagere.


