15. jun. 2026

Klar til at lære nyt? Søg kompetencepuljen fra 10. august

CO10-fondspuljen åbner for ansøgninger fra den 10. august kl. 10.00 til den 19. august 2026 kl. 17.00. Som medlem af fagforeningen har du mulighed for at søge om støtte til din kompetenceudvikling i denne periode.

Faglig
Billede til nyheden Klar til at lære nyt? Søg kompetencepuljen fra 10. august
Har du brug for at løfte dine kompetencer? Så få del i puljen nu. Foto: Shutterstock

CO10-fondspuljen er en del af Den Statslige Kompetencefond og er målrettet ansatte, der er omfattet af en CO10-overenskomst under CFU-fællesoverenskomsten.

Du kan søge om støtte til deltagergebyr, undervisningsmaterialer samt transport og ophold i forbindelse med din kompetenceudvikling. Bemærk, at der kan søges op til 30.000 kroner pr. kalenderår pr. ansøger, eksklusive moms.

For at være klar til at ansøge, anbefales det at:

  • afklare dine behov: Identificer relevante kompetenceudviklingsaktiviteter, der understøtter dine karrieremål.

  • indhente ledergodkendelse: Din leder skal godkende din ansøgning, før den kan indsendes.

Husk, at ansøgninger først betragtes som indsendt, når de er ledergodkendte.

Sagsbehandlingstiden kan være op til 2 måneder fra puljens lukning.

Nyt fondssystem

Den Statslige Kompetencefond har taget et nyt fondssystem i brug. Her logger medarbejdere og ledere ind med MitID. Systemet giver mulighed for at oprette ansøgninger, følge sagsbehandlingen og få overblik over kompetenceudviklingsforløb.

Det kan du søge støtte til

Puljen har en såkaldt positivliste, det vil sige en liste over uddannelsesaktiviteter, der på forhånd er vurderet støtteberettigede.

Det er dog også muligt at søge støtte til aktiviteter, der ikke står på positivlisten, hvis aktiviteten overholder de generelle regler for støtte. Derefter vil overenskomstparterne tage stilling til ansøgningen.

Du kan blandt andet søge til:

  • Akademimodul(er)

  • Diplommodul(er)

  • Mastermodul(er)

  • AMU-kurser (ej lovpligtige)

  • Fagspecifikke kurser

  • Realkompetencevurdering (RKV-/IKV-forløb)

  • Efteruddannelseskurser på uddannelsesinstitutioner, som også gennemfører akademi-, diplom- og masteruddannelser.

  • Moduler, som udbydes som enkeltfag på tompladsordning på bachelor- og kandidatuddannelser

  • Førleder- og lederuddannelse

  • Karriereafklaringskurser

  • Studieforberedende kurser

Positivlisten omfatter også individuelle, supplerende aktiviteter og kurser, som har fokus på digitalisering og IT.

For yderligere information og vejledning kan du besøge CO10-fondspuljens side på Den Statslige Kompetencefonds hjemmeside

CO10-puljen støtter ikke

  • konferencer. Der kan dog i særlige tilfælde dispenseres herfor af parterne bag fonden.

  • grundlæggende kompetenceudviklingsaktiviteter vedrørende GDPR.

  • studieture.

  • kompetenceudviklingsaktiviteter, som udbydes af den institution, som ansøger er ansat ved, medmindre kompetenceudviklingsaktiviteten alene udbydes af den pågældende institution, eller at valget af anden uddannelsesinstitution vil være forbundet med uforholdsmæssige vanskeligheder, herunder væsentlige ekstraomkostninger.

  • aktiviteter, der alene udbydes for arbejdspladsens egne medarbejdere, og som dermed ikke er tilgængelige for andre deltagere.

Relaterede nyheder