Overenskomstforhandlingerne finder sted i en situation, hvor Finansministeriet blandt andet ønsker mere fleksibel og decentral løndannelse og har meldt ud, at visse personalegrupper skal prioriteres lønmæssigt. Det rejser spørgsmål om lønudviklingen for andre statslige medarbejdere.
På den baggrund går Fagforeningen Civile i Danmarks Fængsler ind i forhandlingerne med klare forventninger og tydelige krav.
CFU stiller fælles krav på løn og vilkår
Fagforeningen Civile i Danmarks Fængsler forhandler som en del af Centralorganisationernes Fællesudvalg, CFU, der repræsenterer statens ansatte. CFU har fremsat en lang række generelle krav til OK26, som blandt andet handler om reallønsforbedriner, arbejdsmiljø, arbejdstid og bedre balance mellem arbejdsliv og privatliv.
På lønområdet stiller CFU krav om generelle procentuelle lønstigninger, der reelt forbedrer reallønnen, samt en reguleringsordning, der sikrer, at de statslige lønninger følger udviklingen på det private arbejdsmarked. Derudover er der fokus på flere midler til lokale lønforhandlinger og større gennemsigtighed i løndannelsen.
CFU rejser også krav om bedre rettigheder ved børns sygdom, styrket indsats mod stress og psykisk arbejdsmiljø, forbedrede pensionsvilkår og mere forudsigelig arbejdstid. Der er også ønske om etablering af en fritvalgskonto til ansatte med valg mellem løn, pension og frihed.
For Fagforeningen Civile i Danmarks Fængsler er det centralt at understrege, at vi stiller krav om forhøjelse af basislønninger for alle vores grupper. Basislønnen skal afspejle ansvar, kompetencer og de krav, der stilles til civile ansatte i fængslerne.
Finansministeriet vil prioritere fleksibilitet og decentral løn
På arbejdsgiversiden har Finansministeriet meldt ud, at de går til OK26 med fokus på økonomisk ansvarlighed, decentralisering af løndannelsen og mere fleksible lønsystemer. Samtidig ønsker ministeriet færre administrative byrder og enklere regler på de statslige arbejdspladser.
Finansministeriet har desuden signaleret, at visse personalegrupper, blandt andet militært personel, skal prioriteres lønmæssigt.
Medlemmerne skal kunne mærke resultaterne
For Fagforeningen Civile i Danmarks Fængsler er målet klart. OK26 skal føre til konkrete forbedringer, som du kan mærke i din hverdag. Det gælder både på lønsedlen, i planlægningen af arbejdstiden og i indsatsen for et sundt arbejdsmiljø.
Følg med i OK26, og vær med til at sikre gode vilkår i dit arbejdsliv. Vi vil løbende holde dig orienteret om forhandlingerne, og du får selvfølgelig også besked, når det er tid til at stemme.


