26. maj 2026

Ny aftale på plads: Tillæg til ansatte på udslusningsfængsler

Endelig lykkedes det at lande en samlet aftale med Danmarks Fængsler om puljen til særligt udsatte personaler, som blev forhandlet ved forrige overenskomst (OK24).

OK24
Billede til nyheden Ny aftale på plads: Tillæg til ansatte på udslusningsfængsler
Ansatte på udslusningsfængsler får del i pulje til særligt udsatte medarbejdere med tilbagevirkende kraft fra april 2024. Foto: Shutterstock

Puljen på 50 millioner kroner til hele justitsområdet blev fordelt mellem Anklagemyndighed, Politi og Danmarks Fængsler efter antal ansatte.

I alt lød puljen på 9,7 millioner kroner til Danmarks Fængsler. Et beløb, der lyder af meget, men som fordelt på ca. 4.500 ansatte giver utroligt lidt til hver.

Lang kamp om fordelingen

Vi har sammen med de øvrige civile fagforbund kæmpet en brav kamp for, at midlerne blev fordelt forholdsvist mellem civile og uniformerede. Da dén del var på plads, kom så kampen internt mellem de civile forbund om, hvilke faggrupper der så var ”mest udsatte”. Og det har været noget at et forhandlingsmaraton – som startede i efteråret 2023!

Ansatte på udslusningsfængsler er særligt udsatte

Vi har fra starten fastholdt, at vores medlemmer på udslusningsfængslerne er særligt udsatte. På udslusningsfængslerne er man to på vagt, typisk i et hus med 20-25 afsonere, som for dage eller uger forinden var under konstant opsyn af uniformeret personale. Vores kolleger på udslusningsfængslerne har ikke en alarm, der får 10 betjente til at dukke op på et minut. De kan lige som alle andre borgere ringe 114 eller 112, hvis der på udslusningsfængslet opstår konflikter og behov for magtanvendelser.

Derfor er jeg rigtig glad for, at det nu langt om længe er lykkes at lave en aftale med Danmarks Fængsler om, at vores medlemmer på udslusningsfængslerne tilgodeses i puljen.

Prioritering af en samlet gruppe

Det betyder IKKE, at mange af jer, der arbejder andre steder end på et udslusningsfængsel, ikke er udsatte. Vi har i hovedbestyrelsen prioriteret at lande et tillæg til en samlet gruppe medarbejdere, og at tillægget kan mærkes. Alternativet havde været, at midlerne skulle forhandles på hver matrikel, og her er det vores vurdering, at vi igen og igen ville skulle kæmpe om midlerne med de uniformerede kolleger, og det ville sandsynligvis ikke være til vores fordel.

Puljen er med tilbagevirkende kraft fra 1.4.2024.

Relaterede nyheder